Menu

Havens historier

Velkommen

Hej med jer. Jeg er botaniker! Velkommen til min have. Er den ikke bare smuk?! H. C. Andersen klippede mig ud i papir; jeg er sprunget ud af hans fantasi sammen med historierne. Det er mig, der passer haven, og jeg ved alt om alle planterne. Jeg kender alle deres historier. Og deres hemmeligheder.

H.C. Andersen holdt meget af naturen, ja han sagde faktisk, at naturen fortalte ham historier. Vi skal prøve at se på naturen på samme måde, som han gjorde. Jeg vil tage jer med på en tur rundt i haven til nogle af de mest særlige steder. På kortet ser I fire symboler. Find dem ude i haven på små skilte. Når I har fundet et skilt, skal I scanne QR-koden og høre historien. På bagsiden af kortet er et spørgsmål og en aktivitet, som I skal løse ved hver post. Vælg på kortet, hvor I vil starte.

Og hov, lige en sidste ting: vi må ikke gå væk fra stierne eller plukke blomster og planter. Det kan de nemlig ikke lide. Og vi vil så gerne have glade planter her i haven. Vi snakkes ved. God tur!

Kæmpehaven

Alle planter har deres egen historie, for inde i hver eneste blomst bor en lille sjæl – det sagde H. C. Andersen i hvert fald. Nogle gange bor der også nogen inde i blomsterne. Måske har I hørt om Tommelise. Ja, hun blev født i en blomst. Hun var bare en tomme høj. Prøv at kigge på en tommelfinger; lille var hun. Og så gik hun rundt i vores kæmpestore verden.

Her i Kæmpehaven er vi så små som Tommelise. Hun sejlede på en åkande og sov under et skræppeblad. Men da det blev vinter, fløj alle fuglene, der havde sunget så smukt for hende, deres vej. Hun frøs så forskrækkeligt. Der skete en hel masse mere, men historien ender heldigvis lykkeligt. Tommelise møder svalen, og hun flyver med ham til de varme lande. Svalen er elegant – klædt i kjole og hvidt. Han er en trækfugl – så rejselysten. Måske er svalen H. C. Andersens billede af sig selv. Hans far sagde nemlig til ham, da han var dreng: ”Rejs ud! Rejs ud og oplev verden!” Og det gjorde H. C. Andersen – ligesom svalen.

Men sig mig; hvis I kunne flyve med svalen – hvor ville I så flyve hen?

Eventyrtip: ”Tommelise”

Den Dunkle Have

Nu er vi kommet til Den Dunkle Have. Heroppe er der mørkere og lidt mere dystert, for sådan nogle historier kunne H. C. Andersen også fortælle. Han skrev ikke kun om det lyse og lette, men også om det dunkle. Det sørgelige og triste oplever man jo også i livet.

H. C. Andersen skrev et eventyr om en lille blomst – gåseurten. Den voksede i græsset lige uden for en have med flotte, rige pragtblomster. Tulipanerne og pæonerne vidste godt, at de var pæne. Uden for den smukke have, voksede græsset vildt, og dér i det høje græs, stod gåseurten; en lille blomst, som har hvide blade og er gul i midten. Den lille gåseurt var fattig, og der var ingen mennesker, der lagde mærke til den, men det vidste den ikke. Den var glad, og solen skinnede på den. Eventyret om gåseurten endte ikke lykkeligt. Lærken, der sang for den lille blomst, blev fanget af to drenge og døde af tørst. Og gåseurten blev smidt ud i støvet på landevejen. Ja, H. C. Andersen skrev også historier, der ikke var lyse og smukke, og hvor mennesket ikke forstår naturen. Synes I, at en historie kan være god, selvom den er sørgelig?

Jeg selv synes bedre om lys og glade farver. Se bare træerne her, hvor de hænger med hovedet?! Men måske er der en grund til, at de hænger med hovedet. Prøv at lytte godt efter. Måske kan I høre træerne fortælle?

Eventyrtip: ”Gaaseurten”

Den Lyse Have

Nu er vi i Den Lyse Have. Aaaah! Kan I mærke, hvor dejligt her er? Hvis I synes, at lys er dejligt, selvfølgelig. Selvom her er dejligt og lyst i Den Lyse Have, vil jeg fortælle jer en lidt mørk historie. Ja, for den handler om døden (pause).

Kejseren i Kina var blevet syg. ”Den levende nattergal, der sad på grenen udenfor; den havde hørt, at kejseren var syg, og var derfor kommet for at synge for ham. Mens den sang, fik kejseren det bedre og bedre. Døden lyttede også og sagde: ’Bliv ved lille nattergal! Bliv ved!’ Nattergalen blev ved med at synge, og den sang om den stille kirkegård, hvor de hvide roser gror, hvor hyldetræet dufter, og hvor det friske græs vandes af tårer. Så begyndte Døden at savne sin have og svævede som en kold, hvid tåge ud ad vinduet. ’Tak, tak!’ sagde kejseren, ’du himmelske lille fugl’.”

Nattergalen kunne få døden til at forsvinde. Den synger til alle vores sanser på én gang. Vores sanser er dem, vi bruger til at lytte, se, smage, dufte og mærke med. Da nattergalen sang, kunne døden se de hvide roser, dufte hyldetræet, smage og føle det våde græs og høre nattergalen synge. Her i den lyse have er der også noget for alle vores sanser. Derfor er den mit yndlingssted i naturen.

Hvor kan I bedst lide at være i naturen?

Eventyrtip: ”Nattergalen”

Lystræet

Her er havens allerældste beboer. Ahorntræet har stået her i mange år. Hvad det dog ikke har set! Vi kalder det for Lystræet, fordi det engang var pyntet med tusindvis af lysende pærer. Ja, det var som en hel stjernehimmel i sig selv. H. C. Andersen skrev meget om træer. Fordi de er gamle og har oplevet så meget. Og husker alting!

”Hist står et bøgetræ på bakken alene;
Afhugget har man jo dets bedste grene,
Sært ryster toppen på den stakkels fyr;
Han vist fortæller gamle eventyr,
Om kærester og andet sådant noget,
Hør kun! — forstod’ vi bare sproget!”

Tiden er også anderledes for et gammelt træ som det her, end den er for mennesker. ”Vi er vågne om dagen, sover om natten, og drømmer da; med træet er det anderledes, træet er vågent i de tre årstider, først mod vinteren har det sin søvn, vinteren er dets sovetid, den er dets nat efter den lange dag, som kaldes forår, sommer og efterår”. Træerne og naturen ændrer sig gennem årstiderne. Hvilken årstid kan I bedst lide?

Eventyrtip: ”Det gamle Egetræs sidste Drøm”

Farvel, farvel

Nu har I set noget af haven. I er velkomne til at gå på opdagelse i resten af haven. Det bliver uden mig! Jeg har så meget arbejde at gøre. Men nu hvor I er færdige med at bruge kortet, kan det blive til noget nyt. Det kan nemlig foldes til en nipnapper, som I kan tage med hjem. Så kan I gå på opdagelse andre steder. Legene kan nemlig leges alle steder i naturen. H. C. Andersen kunne godt lide, når ting viser sig at være noget andet, end de egentlig er. For eksempel at livet er et eventyr.

Afspil video

”Havens Historier” er realiseret med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse som del af projektet ’Cities for culture’

Designed by fingerspitz*