Menu

Nyt museum revitaliserer H.C. Andersen

5. februar 2021

I sommeren 2021 åbner det ny H.C. Andersens Hus i Odense. Et nyopført museum der gentænker formidlingen af Andersens liv og værk. Museet bliver en enestående kunstnerisk totaloplevelse af landskab, arkitektur og moderne udstillingsdesign, der tilbyder nye perspektiver på en af verdenshistoriens mest folkekære og kreative tænkere. Det ambitiøse museumsbyggeri er tegnet af den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma og realiseret med en afgørende donation fra A.P. Møller Fonden.

H.C. Andersen er ikke alene en af verdenshistoriens mest kendte og læste forfattere, beundret overalt for sine forunderlige eventyr. Fra sommeren 2021 udgør hans fantastiske fortællinger også fundamentet for en helt ny type museum, der ikke blot vil formidle om Andersen, men som Andersen:

Vi skal ind i eventyrene som det første, for her er alle folk med. Tanken er ikke at fortælle eventyrene, men at formidle en genkendelse af dem og inspirere til videre læsning af H.C. Andersen”, fortæller museumsdirektør for Odense Bys Museer, Torben Grøngaard Jeppesen.

Visionen for museet er at rumliggøre oplevelsen af Andersens litterære univers og iscenesætte et totalkunstnerisk rum, hvor arkitektur, lyd, lys og en strøm af billeder hele tiden skaber nye møder mellem den besøgende og Andersens eventyr.

”H.C. Andersens kunstneriske univers er fantastisk, fordi det vender op og ned på forestillingerne om den verden, du troede, du kendte, men uden at sætte noget andet i stedet. Hans eventyr peger ikke mod en ny entydig sandhed, men ud i det åbne – mod verdens forunderlighed og mangfoldighed. I H.C. Andersens Hus fastholder vi flertydigheden ved at bruge Andersens egne kunstneriske strategier som afsæt for både formgivningen af have, hus og udstilling, og som afsæt for de mange kunstneriske bidrag, der bliver en del af museet”, fortæller Creative Director i H.C. Andersens Hus, Henrik Lübker.

H. C. Andersens Hus bliver således et museum for dyrkelsen af forundringen, fantasien og eventyroplevelser, der vækker til eftertanke og skaber nye perspektiver på os selv, naturen og samfundet – for såvel de danske som internationale gæster i alle aldre, der hvert år strømmer til Odense for at opleve digterens fødehjem, der ligeledes bliver en del af det ny museum.

Poetisk museumsbyggeri i særklasse

H.C. Andersens Hus er tegnet af den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma og hans tegnestue, der blandt andet står bag det nye OL-stadion i Tokyo. I designprocessen har den anerkendte arkitekt blandt andet hentet inspiration i eventyret Fyrtøjet, hvor træet i fortællingen afslører en underjordisk verden, der på forunderlig vis åbner nye perspektiver for øjnene af beskueren.

The idea behind the architectural design resembled Andersen’s method, where a small world suddenly expands to a bigger universe.”, uddyber Kengo Kuma. Selve museumsbyggeriet dækker et areal på 5.600 kvadratmeter og rummer et børnehus og et underjordisk museum, der fletter sig sammen med en omkringliggende magisk have. Dertil kommer en bred vifte af state-of-the-art teknologier og scenografiske greb, der tilsammen vil levendegøre H.C. Andersens eventyrlige fortælleunivers.

Substantiel donation fra A.P. Møller Fonden
H. C. Andersens Hus er et af de største og mest ambitiøse danske museumsbyggerier i nyere tid og er realiseret med substantiel støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt bidrag fra Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Odense Kommune. H.C. Andersens Hus åbner i sommeren 2021.

Følg udviklingen af det ny museum på Instagram og Facebook via @hcandersensodense

Designed by fingerspitz*