Særudstillingen Digtergaver
Ny udstilling fortæller historierne om originale og sjældne genstande fra H.C. Andersens liv og om deres ofte dramatiske vej til de betryggende forhold i museets samling.
H.C. Andersen brugte ofte sine værker – papirklip, tegninger samt dedikationseksemplarer af sine eventyr og fortællinger – som gaver til venner og bekendte. Andersens fantastiske værk er i dag verdensarv og som sådan en gave til menneskeheden. Et af museets vigtigste formål er at indsamle og bevare denne verdensarv for evigheden, så offentligheden har adgang til den. For at nå dette mål er museet helt afhængige af de gaver, som en række fonde gennem årene har ydet i form af uvurderlig støtte til museets erhvervelser.
Udstillingen Digtergaver – verdensarv sikret for eftertiden præsenterer højdepunkter fra de H.C. Andersen-erhvervelser, som museet via fondene har sikret.
Udstillingen åbner den 8. oktober 2026.